Hvad har strategiarbejde og januar-slankekure til fælles?

Udgivet:
30.11.2023
Læsetid:
10
Sanne Markwall

Sten, saks, papir - er du klar til 2024?

Hvad har strategiarbejde og januar-slankekure til fælles? Begge dele kan i bedste fald gøre dit 2024 lettere, bedre og i værste fald til endnu en ”røvtur”.

Julen står for døren, og jeg holder meget af den. Måske fordi den repræsenterer noget genkendeligt i en foranderlig verden, som kan være svær at blive klog på.

På den ene side gennemgår vi enorme teknologiske fremskridt. På den anden side synes alt fra klimaet til verdensfreden at være på tilbageskridt.

Måske er længslen efter noget genkendeligt særlig fremtrædende i disse år. Flere nye musiknumre er genindspilninger af gamle, genkendelige hits, Disney satser på genindspilninger af deres gamle klassikere, og selv de nyeste teknologier, som den kommende AI Pin, vil have os tilbage til en verden, før skærmen tog over.

Det er ikke underligt, hvis man som virksomhedsejer synes, at det hele er lidt svært at blive klog på. Så meget desto mere er der grund til at overveje, om din virksomhed er klar til 2024.

Læs også: Når strategikvalmen rammer

Tag KLAR PARAT-testen


Du kan selv ved hjælp af en lille uvidenskabelig test tjekke, om din virksomhed er parat til 2024. Den indeholder i al sin enkelthed fire spørgsmål, som du bør stille dig selv:

  1. Hvad er virksomhedens mål om 2-3 år?
  2. Hvilke aktiviteter skal igangsættes for at nå målet?
  3. Hvilke strategiske fravalg skal I foretage for at nå målet?
  4. Hvad er I særligt gode til – ikke blot gode til, men ekstraordinært gode til?

Hvis du og ledelsen uafhængigt af hinanden kan svare klart og entydigt på alle fire spørgsmål, vil jeg foreslå, at du stopper med at læse her og holder en velfortjent jul med god samvittighed.

Hvis du derimod har svært ved at svare på ét eller flere af spørgsmålene – eller I ikke svarer det samme – vil jeg foreslå, at du bruger lidt af december på at overveje, om ikke strategien skal genbesøges i januar.

Og bare rolig. Det behøver ikke ødelægge julehumøret. Ofte kan det – som med så mange ting i tilværelsen – være en lettelse at erkende og handle på det, man godt ved halter.

Læs også: Uenighed om strategien kan være frugtbar

Inden du går i gang, skal du dog vide, at strategiarbejde og slankekure har det til fælles, at de kræver vedholdenhed. Og at det ikke er tilstrækkeligt at være standhaftig i januar. De skal begge være begyndelsen på en varig ændring, hvis de skal virke.

Mange oplever, at særligt den første strategi trækker tænder ud. Mest af alt, fordi man bliver konfronteret med alt det, man ikke ved om sin virksomhed, sine kunder og sine produkter. Og som man måske troede, man vidste. Det kan være en ubehagelig øjenåbner – ligesom når man stiller sig op på badevægten den 1. januar.

Undervejs er det også helt almindeligt at miste overblikket og spørge selv: Er det her virkelig nødvendigt?

Men hvis strategiarbejdet gribes rigtigt an, vil langt de fleste opleve, at det ikke blot giver pote på virksomhedens bundlinje, men også giver ro og effektivitet hos både ledelsen og medarbejdere i det lidt lange løb, fordi:

  • Klare mål er nemmere at nå.
  • Faktabaseret viden er lettere at enes om.
  • Tydelige trusselsbilleder er lettere at forholde sig til.
  • Markante muligheder er federe at forenes om.

Samtidig kan den rigtige proces og relevant involvering af medarbejdere i selv være med til at skabe nye løsninger på gamle problemer. På den måde kan dit 2024 måske både blive lettere og bedre.

Denne klumme er udgivet Jyllands-Posten erhverv og FINANS den 29. november 2023.

Jeg er helt høj. Et dejligt konkret værktøj, der går til kernen uden svinkeærinder.

Lone Sejersen

Bestyrelsesformand i flere virksomheder

LÆS MERE