Dansk
En særlig oplevelse på årets Roskilde Festival gav mig en påmindelse om, at strategi og ledelse ikke er svaret på alle problemer.
Jeg indrømmer. Denne her klumme er skrevet med blandede følelser. For den bygger hverken på videnskabelige data eller efterprøvede fakta, men alene på en personlig oplevelse fra årets Roskilde Festival.
Når jeg alligevel skriver den, er det fordi, oplevelsen satte mit daglige arbejde med strategi og ledelse i perspektiv. Det kommer jeg tilbage til. Først til selve oplevelsen.
I år var jeg førstegangsfrivillig på Roskilde Festivalen. Som teamleder i en madbod havde jeg ansvaret for et hold på 15-20 unge mennesker fra blandt andet Danmark, Italien, Spanien og Grækenland.
Dealen var klar: Alle fik gratis adgang til festivalen, fordi de var frivillige i boden. Et fedt koncept, som jeg synes trækker tråde til vores danske tradition for samarbejde, foreningsliv og fællesskab.
I begyndelsen var stemningen i top, selvom opgaverne var mange – og ikke altid lige spændende: Grøntsager skulle snittes, dressinger røres, borde tørres af, affald bæres væk, køkkenet ryddes op og opvasken ordnes – så næste hold ikke skulle overtage et bombekrater. Alt imens de betalende gæster nød friheden, musikken og livet.
Jeg opdagede dog hurtigt, at der var forskel på mine frivillige. Mange af de danske unge gad simpelthen ikke lave det, de havde meldt sig til. Til at starte med, blev tingene gjort med venstre hånd. Senere blev de slet ikke gjort. Og til sidst sagde de bare nej, når jeg bad dem om det.
Helt modsat forholdt det sig med deres sydeuropæiske kolleger. De tog opgaverne med et smil, følte sig ansvarlige for, hvad de efterlod – og kiggede indimellem med vantro på deres danske kolleger, som skamløst sprang over hvor gærdet var lavest. Hvis de altså overhovedet gad springe.
Samtidig med at min forbløffelse og irritation voksede, blev et indre ekko også højere. Ekkoet fra min egen strategi- og ledelsesfilosofi:
Det er ikke medarbejderne den er gal med. Det er ledelsen, som ikke har skabt meningsfuldhed i arbejdet. Klarere rammer og inddragende tilgang ville have løst problemet. Jeg kunne også høre dygtige ledelseseksperter sige, at hvis bare ledelsen stoppede med at oversælge forretningens værdier (people washing), ville medarbejderne blive mere motiverede.
Det er sikkert rigtigt alt sammen. Og ja – jeg var muligvis Roskildes dårligste teamleder i den madbod.
Men med fare for både at lyde gammeldags, privilegieblind og forurettet, så har oplevelsen også givet mig den kætterske tanke, at alle problemer måske ikke udspringer af strategisk uklarhed eller inkompetent ledelse.
Indimellem er problemet ganske simpelt en bestemt type medarbejdere.
- Dem, som hele tiden forsøger at slippe.
- Dem, som ikke gider, hvis det bliver ”kedeligt”.
- Dem, som altid hellere vil hjemmearbejdet end kontorfællesskabet.
- Dem, som tror, at meningsfuldhed er noget man får – og ikke skal give.
- Dem, som dybest set bare er sig selv nærmest.
Kan man forvente ultimativ selvopofrelse i en madbod på Roskilde Festival? Nej – selvfølgelig ikke. Har jeg selv sprunget over, hvor gærdet var lavest. Ja – selvfølgelig.
Men denne gang var det altså hverken strategiens eller ledelsens skyld.
Denne klumme er udgivet i Jyllands-Posten Finans og i Jyllands-Posten erhverv, den 24. juli 2023.
Nu kan vi bruge vores tid på indhold i strategien fremfor modeller
Allan Pedersen
Ejer & CEO
K.J. Klimateknik A/S