Dansk
Min forrige klumme handlede om en oplevelse på årets Roskilde Festival, hvor jeg, som frivillig teamleder i en madbod, blev mødt af unge, danske frivillige, der i modsætning til deres udenlandske pendanter, ikke tog det ansvar, man kunne forvente.
Hvorfor er det interessant? Fordi oplevelsen for mig siger noget om de dilemmaer, man kan stå i som leder, og måske også om en tendens i tiden, som vi som samfund og virksomheder skal være opmærksomme på.
LÆS OGSÅ: Madbod på Roskilde gav mig en ”huskekage”
Klummen fik mange reaktioner, så her kommer en opfølgning med et spørgsmål til dig, kære læser: Hvad ville du have gjort som teamleder i denne situation?
En pige blandt de frivillige har sammen med en anden fået ansvar for at lave chili sin carne. Efter kort tid sætter hun sig på en kasse med hænderne under hagen og kigger. Jeg tænker, at hun har brug for to minutters pause. Men nej, hun bliver siddende i meget lang tid. Jeg spørger om alt er OK, om der er noget hun er i tvivl om, eller der er andet – næ, alt er OK og hun går i gang igen. Kort tid efter sidder hun på kassen igen. Nu siger jeg til hende, at teamet er afhængige af, at hun løfter sin opgave. Modstræbende går hun i gang igen.
Efter lidt tid cirkulerer vi i opgaverne, og hun får en ny opgave. Her gentager mønstret sig. Nu beder hun også om en halv times pause af ”personlige årsager” og hun får lov til at smutte. Efter en time er hun ikke retur. Hendes veninde fortæller, at hun er på toilettet.
Jeg kan se, at det ikke passer. Nu bemærker de andre unge også fraværet, fordi ”forsyningskæden” ikke er effektiv. Da pigen endelig dukker op, tager jeg en enesamtale med hende. Hun er flov og siger at hun gerne vil gøre det bedre, men det bliver aldrig rigtig tåleligt. Viljen og ansvarsfølelsen mangler simpelthen.
LÆS OGSÅ: Uenighed om strategien kan være frugtbar
Hvad gjorde jeg så?
Udover at alle frivillige har været til fysisk møde, hvor forventninger, opgaver og kontrakt er gennemgået grundigt, afholdt vi før hver vagt et møde, hvor vi igen forventningsafstemte og spurgte om der var særlige opgaveønsker.
Undervejs forsøgte jeg at lytte til de unges ønsker og input i respekt for, at de nok hellere ville ud og høre musik end arbejde. Blandt andet derfor skiftede vi arbejdsstationer undervejs for at det ikke skulle blive ensformigt og ”trælst”.
Efter hver vagt samledes vi til debrief. Her blev fremhævet, hvad der var gået godt, hvad der kunne gøres bedre og alle fik en øl for en samlet vellykket vagt. Dem som havde topperformet (ja, de var udlændinge) blev diskret trukket til side og fik ekstra ros.
Jeg gik til lederrollen i madboden med samme udgangspunkt som i min egen virksomhed – nemlig at medarbejderne skal involveres og opleve meningsfuldhed – vel vidende om, at jeg og de unge alle er frivillige med de glæder og ulemper, det medfører.
Men ærligt talt. Hvor langt skal vi egentlig gå som ledere? Der findes jo masser af vigtige opgaver på vores arbejdsmarked, som for mange umiddelbart er uinspirerende, rutineprægede og ligger på skæve tidspunkter. Den slags opgaver, som kræver vilje, god gammeldags flid og ansvarsfølelse.
Måske kan et frivilligt-job på Roskilde ikke sammenlignes 1:1 med et ”rigtigt” job. Alligevel kan jeg ikke lade være med at tænke på, om vi/jeg i bestræbelserne på fx at kunne rekruttere fremtidens medarbejdere kan blive så optaget af, at skabe involvering og meningsfuldhed. Vi må ikke glemme at stille krav til den enkeltes flid og ansvarsfølelse for sine kollegaer og helheden, for som Platon engang sagde: ”Flid er heldets moder”.
Denne klumme er udgivet Jyllands-Posten erhverv og FINANS den 7. august 2023.
Da jeg var færdig, gik det op for mig, at den umiddelbare (og selvfølgelig Bullet-proof) plan, jeg havde, skulle revideres grundet nogle faktorer, jeg ikke havde med i min intuitive planproces. Kæmpe tommel op og stort 5-tal fra mig til MakeMyStrategy™👍
Ronnie Vindbjerg Pedersen
Regional Director, Nordics
Insights