Problemet er sjældent selve problemet – problemet er ofte mindsettet omkring løsningen af problemet. En iterativ strategisk tilgang kan være nøglen til at bryde med gamle vaner og sikre virksomhedens fremtidige succes.
Der findes ingen virksomheder, der ikke er berørt af begreber som forandring, udvikling, digitalisering og kunstig intelligens. Og med god grund. Verden bevæger sig i en hastighed, vi ikke tidligere har oplevet. Både materielt, teknologisk og vidensmæssigt.
I kølvandet på den hastige bevægelse står virksomheder over for et valg: Skal vi lukke øjnene, fortsætte som vi plejer og håbe på det bedste? Skal vi kæmpe for at overleve? Eller skal vi sætte os selv i spidsen for udviklingen?
Ingen hellige køer
Det er her, virksomhedens og ikke mindst ledelsens mindset kommer i spil. Et mindset, der for nogles vedkommende er fastlåst i fortiden, og hvor vanedyret hersker, mens andres mindset fornyer sig i takt med de ændrede krav og forventninger.
Succesfulde virksomheder formår at balancere effektivitet, struktur, involvering og nysgerrighed i det strategiske arbejde.
Det kræver en ledelse, der formår at tilrettelægge og rammesætte det strategiske arbejde og dermed styre virksomhedens udvikling. Det kræver mod og indebærer, at man bryder med ”hellige køer” og gamle rutiner, og at man åbner op og inviterer organisationen til at deltage i en involverende og iterativ strategiudvikling.
LÆS OGSÅ: Sæt kunden i centrum bla,bla, bla
Uanset tidsalder er og vil virksomheder altid være udfordret på vitale og ømtålelige områder, der sætter virksomhedernes grundantagelser på prøve og udfordrer vanedyret i os.
Forældede processer og lineære planer styrer ofte beslutningerne, hvilket gør det svært at reagere på de hastige forandringer i markedet.
Resultatet? Virksomheden halter efter konkurrenterne og sætter sin overlevelse på spil.
En involverende og iterativ strategiproces kan virke skræmmende ved første øjekast. Ledelsen kan frygte, at det underminerer dens autoritet. Men ved at kombinere medarbejdernes viden og erfaringer med ledelsens strategiske vision, skabes de bedste betingelser for innovation og vækst.
Struktur skaber frihed
Skeptikere vil råbe ”vagt i gevær”, fordi de frygter, at en mere åben, involverende og iterativ strategiproces kan resultere i kaos. Som en højtstående leder engang sagde til mig: »Det er jo ikke rød stue det her.«
Men her skal man være bevidst om, at en inddragende og iterativ tilgang ikke er en modsætning til de klare rammer og den strukturerede styring, som efter min erfaring skaber friheden til at tænke nyt. Når målene og processen er tydelige, kan organisationen navigere frit inden for disse rammer og levere kreative og bæredygtige strategiske løsninger, der kigger ind i fremtiden.
Uklare rammer og fravær af struktur fører derimod til et for stort fortolkningsrum, som igen fører til misforståelser, spildtid og tilbagefald til gamle mønstre.
Manglen på klare rammer fastholder med andre ord vores vante måde at arbejde på, og vanedyret fordres. Klare iterative rammer fremmer derimod et miljø, hvor nye idéer kan blomstre, vi kan tænke ud af boksen, og hvor alle ved, hvordan de bedst kan bidrage.
LÆS OGSÅ: Skaber du din fremtid –eller skaber fremtiden dig?
Mindsettet sætter grænsen for udviklingen
Den gamle, lineære måde at tænke strategiudvikling på har nået grænsen for sin formåen. Grænser lader sig ikke overskride ved brug af vores gamle mindset og vores gamle vaner. Vi skal forstå, at fremtiden kræver et nyt mindset, som lægger nye og frugtbare spor i bestræbelserne på at udvikle og styre strategiudviklingen.
Din virksomhed kan aldrig udvikle sig udover dit eget mindset. Så kære topleder, tag kontrol over dit mindset og træf ikke det ubevidste valg at lade vanedyret sejre.
Denne klumme er udgivet i Finans den 12. november 2024.
Vi opdagede et større vækstpotentiale end forventet og kan derfor nu endnu engang forvente en fordobling af omsætningen.
Tonny Nielsen
Adm. Direktør
Food Diagnostics A/S